14 mio. kr. til at udvikle samlet transport- og energimodel

Det nye forskningsprojektet COMETS, som ledes af DTU Management, skal udvikle nyt analyseværktøj og vise vejen frem mod en transportsektor uden fossile brændstoffer. Innovationsfonden investerer 14 mio. kr. i udviklingen af en analysemodel, der integrerer transport- og energisektoren.

I dag står transportsektoren for 35 procent af den danske CO2 udledning. Hvis målsætningen om et samfund uden brug af fossile brændstoffer skal nås i 2050, skal biler og anden transport skiftes ud eller omstilles over de næste 25 år. 

For at kunne det, skal det være klart, hvilke teknologier Danmark skal satse på, for der er forskellige veje at gå. Der brug for værktøjer, der kan vise hvad forskellige tiltag koster og hvor realiserbare de er.

Et nyt projekt, COMETS, skal udvikle et sådant værktøj, så det bliver synligt hvilke led i energisektoren, der kan spille sammen med dele af transportsektoren, så man ud fra et helhedsperspektiv kan finde de bedste løsninger.

"Projektet åbner f.eks. mulighed for at se el- og biobrændsel-køretøjer både som en aktiv del af den samlede trafikløsning, og som en del af energisystemets lagringskapacitet. Samtidig kan beslutninger om brug af vindkraft, biomasse etc. analyseres i forhold til transportsektorens behov", fortæller Kenneth Bernard Karlsson, Gruppeleder DTU Management Engineering-ESY.