Net-Sights sætter fart i virksomheders bæredygtige innovationssamarbejde

Projektet Net-Sights, der støttes af Industriens Fond og er et samarbejde mellem State of Green og CLEAN, analyserer store mængder af data fra clean-tech industrien som udgangspunkt for ny platform, der gør det muligt for cleantech-virksomheder og cleantech-projekter at finde de rigtige samarbejdspartnere til bæredygtig innovation.

Fælles for rigtig mange store virksomheder, er at deres vækst i vidt omfang er baseret på strategisk vigtige samarbejdsrelationer indgået på de rigtige tidspunkter– og ofte på grund af heldige omstændigheder.

Novos succes kan f.eks. spores tilbage til to ting, som der altid har været en bærende del af dansk erhvervsliv: øl og svin. Bryggeriindustrien har bidraget med teknisk viden om fermentering til brug for fremstilling af kunstig insulin, mens adgangen til rigelige mængder af bugspytkirtler fra svin gør  Danmark til et ideelt sted at studere insulin. I Novos tilfælde var der tale om heldige omstændigheder. Ved at forudse behov for relationer og kortlægge hvor de findes vil Net-Sights sikre at nye clean-tech vil have de samme muligheder”, forklarer projektkoordinator Pedro Parraguez Ruiz.

Net-Sights forudser behov
Derfor er det også målet for Net-Sights at kunne identificere de rigtige samarbejdspartnere både inden for områder, som man allerede har øje på og inden for områder, man ikke umiddelbart kan identificere:

”Vi bruger virksomheders data til at matche virksomheder med samarbejdspartnere. På den korte bane kan Net-Sights hjælpe med at finde den bedste samarbejdspartner til et allerede kendt behov og på den lange bane kan Net-sights identificere og anbefale nye typer relationer og finde de rigtige samarbejdspartnere også på disse områder.” siger projektleder professor Anja Maier.

Motoren i Netsights er mapping og sammenligning af alle tilgængelig data på (i første omgang) danske virksomheder. Ved at kortlægge ikke blot, hvad virksomhederne producerer, men også hvordan de producerer, hvem de allerede samarbejder og hvilke ekspertiser driften kræver ”lærer” Net-sights platformen, hvordan forskellige brancher samarbejder i dag og finder kompetence-fællesnævnere som gør det muligt at etablere nye typer samarbejds-relationer i fremtiden.

Vindmøller og solceller
”Det er et tænkt eksempel” understreger Pedro Parraguez Ruiz: ”men selv om der måske ikke  er noget, der antyder, at virksomheder, der producerer vindmøller, og virksomheder der producerer solceller har noget at lære hinanden, så ved vi det i realiteten ikke før vi har kortlagt hvilke kompetencer og ressourcer, der indgår i driften af begge typer af virksomheder. Og når vi så matcher det med udviklingsbehov på bæredygtighedsområdet, så ved vi om der ligger et skjult bæredygtighedspotentiale gemt i relationen mellem de to virksomheder.”


Præsenteret for industrien
Projektet blev for nylig præsenteret for industrien ved et kick-off arrangement i DI’s ”House of Green” som er placeret i Industriens Hus. Her fremlagde forskerne bag projektet tankerne og potentialet for interessenter og interesserede:

”Idéen bag projektet og dets store anvendelighed i form af en åben platform blev rigtig godt modtaget, og det er på den baggrund min forventning, at projektet kommer til at gøre en mærkbar forskel i cleantech-industriens innovationssamarbejde”, afslutter institutdirektør på DTU Management Engineering, Søren Salomo, der fungerer som rådgiver for projektet.