Ny model kan forbedre effektiviteten i de fremtidige sygehuse

Avanceret performancemåling kan sikre forbedret ressourceudnyttelse i nye fælles akutmodtagelser

Bygningen af de nye sygehuse i Danmark har overordnet to formål: at sikre bedre og mere sammenhængende patientforløb samt at sikre den bedst mulige brug af personale og udstyr

”De rette rammer i form af nye sygehuse er dog ingen garanti for hverken kvalitet eller effektivitet. Det er først, når vi bruger rammerne på den rigtige måde, at gevinsterne kan høstes til gavn for patienter, sundhed og økonomi. ” indleder Christian Michel Sørup, der står bag udviklingen af modellen, som en del af hans netop afsluttede Ph.d.-afhandling.

Nye rammer giver nye muligheder
Et eksempel på nye rammer, der skal udnyttes bedst muligt, er at man i supersygehusene har lavet plads til fælles akutmodtagelser. Her samles skadestuer, akutmodtagelser og observationsafsnit fra flere hospitaler i én enhed, og det er potentielt noget, der kan være med til at sikre bedre behandling og større effektivitet.

”Det kræver dog grundig planlægning, styring og evaluering af de mange arbejdsgange og processer, der skal spille sammen i disse enheder, og det bidrager yderligere til kompleksiteten, at vi i de nye fælles akutmodtagelser kommer til at se en række, i dansk kontekst, nye tiltag. F.eks. triage: Et system, der bruges til at sikre, at de mest akutte patienter modtager behandling først.” forklarer Christian Michel Sørup.

Et væsentligt bidrag
Modellen, der bygger på heuristik, kan løbende måle performance i de nye akut-enheder og analysere effekten af nye tiltag. Kombinationen betyder, at den ikke bare kan sige noget om status qou, men i høj grad også noget om, hvilke ændringer og nye tiltag, der kan bruges til at hæve performance.

”Kun på den måde kan modellen i sidste ende være med til at sikre effektivitet og positiv udvikling i de nye sygehuses fælles akutmodtagelser”, slutter Christian Michel Sørup.