Ph.d.

De igangværende ph.d.-projekter på instituttet spænder fra Brugerorienteret design af arbejdspladser i produktionssystemer over Ikke-robust dekomponering og løsning af generelle korteste veje og Bæredygtig produktion - vurdering af den sociale og miljømæssige dimension til Beslutningsproblemer for energitransmissionsnetværk i et samfundsøkonomisk perspektiv.

Som ph.d.-studerende på DTU Management Engineering får du mulighed for at udvikle dig både fagligt og personligt i et internationalt forskningsmiljø. Vi tilbyder et udfordrende job med spændende opgaver og gode muligheder for selv at præge hverdagen.

Fra studerende til forsker
Ph.d.-programmet er et lønnet treårigt uddannelsesforløb. Det er en forskningsmæssig indlæringsproces, der lærer dig at udføre forskning gennem vejledning. Formålet er at give dig træning i at kunne levere forskning efter internationale standarder, bistå i forskningssamarbejdet og udarbejde forskningsresultater inden for den internationale forskningsverden.

Ph.d.-studiet består af:

  • et selvstændigt videnskabeligt projekt
  • et uddannelsesforløb svarende til 30 ECTS point
  • et undervisnings- og formidlingsforløb svarende til ca. 3 mdr.
  • et eksternt studieophold
  • en afhandling 
  • et offentligt forsvar

Pelle Jørgensen siger om jobbet som ph.d.-studerende: 
”Overordnet set har det været en stor fornøjelse at være ph.d.-studerende på DTU Management Engineering. Måden hvorpå man har sit eget projekt, som man skal udvikle, har været meget inspirerende. Mit projekt er blevet til i tæt samarbejde med Herlev Hospital, og mange af de teorier jeg har udviklet, har jeg fået testet på hospitalet. Det har været rigtig spændende at opleve processen fra teori til praksis. I forbindelse med min ph.d. har jeg deltaget i en række internationale kurser og seminarer, hvilket har været meget berigende og været med til at udvikle mit faglige og sociale internationale netværk.

Som en del af min ph.d. har jeg haft et fire måneders forskningsophold i Tokyo. Det har været utrolig spændende at være en del af et japansk forskningsmiljø samtidig med at det var en kæmpe oplevelse at få indsigt i Japan og den japanske kultur. Jeg er overbevist om, at min ph.d. og de kvalifikationer jeg har fået i forbindelse med ph.d.-forløbet vil være mig til stor gavn i min videre karriere”.

Ph.d.-skolen på DTU Management Engineering
Instituttets Ph.d.-skole er ledet af professor Stefan Røpke, der samarbejder med en ph.d.-sekretær. Ph.d.-skolen er bl.a. ansvarlig for at udbyde ph.d.-kurser på instituttet.

Ph.d.-muligheder på DTU Management Engineering
Du er altid velkommen til at kontakte en af vores mange videnskabelige medarbejdere for at diskutere dine ideer til et eventuelt fremtidigt samarbejde. Er du i tvivl om, hvem du skal kontakte, kan du altid ringe eller skrive til ph.d.-sekretæren, der kan være behjælpelig med at sætte dig i kontakt med en relevant vejleder.

Yderligere information
Hvis du har yderligere spørgsmål til det at være ph.d.-studerende på DTU Management Engineering er du velkommen til at kontakte ph.d.-sekretæren via mail: mvme@dtu.dk

På DTU's website kan du finde yderligere information om bl.a. deadlines, optagelse, boligforhold, forsikring, opholds- og arbejdstilladelser samt navne på kontaktpersoner.

Kontakt

Mia Vedel Meinfeldt
Ph.d. sekretær
DTU Management Engineering
45 25 46 76

Kontakt

Stefan Røpke
Professor MSO
DTU Management Engineering
45 25 45 54