PoulErik

DTU modtager dansk gaspris

onsdag 14 jun 17
|

Kontakt

Poul Erik Morthorst
Professor / afdelingsleder
DTU Management Engineering
46 77 51 06

Om gasprisen 2017

Gasprisen uddeles af Gas Teknisk Forening og blev uddelt første gang i 1989. Prisen uddeles én gang årligt til en eller flere personer, der har ydet en bemærkelsesværdig indsats for den gastekniske udvikling i Danmark.

Gasprisen belønner indsatsområder som fx undervisning, information, forskning og udvikling eller specielle gastekniske løsninger.

Gasprisen 2017 gik til professor Poul Erik Morthorst fra DTU Management Engineering for hans ekstraordinære indsats inden for forskning i den gastekniske udvikling. Prisen bestod ud over æren i et skattefrit beløb på 15.000 kr. Læs også pressemeddelelse fra Dansk Gasteknisk Center.


Professor Poul Erik Morhost har modtaget den danske gaspris 2017 for sin ekstraordinære indsats i forskningsprojektet Future Gas, som samler gasindustrien og forskere på tværs af flere europæiske lande. Projektet undersøger, hvordan det danske gas-system kan udnyttes bedst muligt på vej mod det fossilfrie samfund.

Det var næstformand i bestyrelsen for Dansk Gas Forening Anders Vikkelsø, der uddelte prisen på De Gastekniske Dage i Billund. Om baggrunden for valget af Poul Erik Morthorst udtaler Anders Vikkelsø i en pressemeddelelse:

"I 2014 tog Poul Erik Morthorst initiativ til, at gassektoren, sammen med DTU, skulle definere og ansøge om et forskningsprojekt med det formål at udtænke fremtidens gas- og energisystemer. Efter to års arbejde bevilligede Innovationsfonden midler til et midlertidigt fireårigt projekt ved navn Future Gas. Future Gas sikrer en koordineret forskning og udvikling på tværs af gassektoren og har som et af hovedformålene at analysere, hvordan vi kan anvende gassen fremover, så det giver mest mulig værdi for samfundet.”

Samler kræfterne på tværs af forskning og industri

I Future Gas-projektet indgår forskere fra bl.a. Holland, England, Italien og Sverige og sammen med industrien er det målet at nå frem til nogle økonomiske og effektive løsninger, som gør gas til et godt alternativ til fossile brændstoffer, herunder også hvordan vi fremmer overgangen til biogas.

”Vi arbejder i flere faglige spor. Vores bidrag fra DTU er primært inden for systemanalyse, hvor vi forsøger at videreudvikle modeller for det samlede gas-system, der både tager højde for distribution og køb og salg mellem lande, lagring, grønne teknologier, sammenhæng til el- og fjernevarmesystemet, og så selvfølgelig hvordan vi bruger gassen på den smarteste måde,” fortæller Poul Erik, der er stolt over at have modtaget gasprisen.

Gas som en del af den grønne omstilling

Gas kan bruges som energi både i industrien, til kraftvarme, men også til transport, hvor motorer kan køre på gas. Fordelen ved gas er bl.a., at gas-infrastrukturen allerede eksisterer i Danmark med rør i jorden og lagre til opbevaring, men der er stadig en række udfordringer, der skal på plads, før gas for alvor kan anvendes i den grønne omstilling.

”En af udfordringerne er kvaliteten. Man kan ikke bare erstatte naturgas med biogas, og derfor undersøger vi bl.a. i projektet, hvordan man kan opgradere biogas til naturgaskvalitet på en effektiv og økonomisk forsvarlig måde, men også hvornår det er mest hensigtsmæssigt at bruge biogassen direkte,” lyder det fra Poul Erik.

Future Gas-projektet er bl.a. støttet af Innovationsfonden og kører frem til 2020.