john christensen

DTU forskningsdirektør udnævnt til professor i bæredygtig udvikling

Titlen blev tildelt af Yonsei University og tidligere generalsekretær i FN Ban Ki-moon til UNEP DTU Partnership's direktør, John Christensen.

Yonsei University i Korea har udnævnt universitetets første professor i bæredygtig udvikling, John Christensen, direktør for UNEP DTU Partnership.

Professoratet i bæredygtig udvikling er en del af et langsigtet projekt på Institute for Global Engagement & Empowerment (IGEE) på Yonsei University for at højne kvaliteten af uddannelse inden for bæredygtig udvikling.

For at understøtte denne indsats vil otte globale ledere og eksperter, der vil kunne bidrage til at udvide perspektiverne om bæredygtige udviklingsprojekter, i de kommende år blive udpeget som bæredygtige udviklingsprofessorer og John Christensens lange karriere og erfaring inden for klima, energi og bæredygtig udvikling gjorde, at han blev valgt som den første.

"Jeg er meget stolt over at blive udnævnt som den første professor i bæredygtig udvikling ved IGEE på Yonsei University. Jeg har arbejdet det meste af min karriere med problemstillinger inden for bæredygtig udvikling, og denne anerkendelse er virkelig et af de største øjeblikke", siger John Christensen.

Den vigtigste rolle for de nye professorer i bæredygtig udvikling vil være at afholde specielle forelæsninger, give ideer og input til forskningsprojekter samt afholde nogle af hovedtalerne på det årlige Global Engagement & Empowerment Forum on Sustainable Development, afholdt af Yonsei University, IGEE, the Ban Ki-Moon Center for Global Citizens og Korea International Cooperation Agency.

"Dette professorium giver en unik mulighed for at motivere studerende og unge forskere, både ved Yonsei University og i resten af verden, om betydningen af bæredygtige udvikling og FN's Verdensmål og de mange interessante udfordringer og muligheder, der er forbundet med indsatsen for at nå dem. Det ser jeg meget frem til, "tilføjer UNEP DTU Partnerships direktør.

30 år med klima

John Christensen har ledet UNEP DTU Partnership, en integreret del af DTU Management, i næsten 30 år, siden partnerskabet startede i 1990. I den periode er UNEP DTU Partnership gået fra at være en lille gruppe på fem forskere, der arbejdede med at energi og miljø til nu at være en internationalt førende forskningsinstitution med 70 forskere og involvering i mere end 60 udviklingslande.

UNEP DTU Partnerships nuværende fokus er på implementeringen af Parisaftalen og Verdensmål 7 om bæredygtig energi, derudover er John Christensen med-redaktør FNs Miljøprograms årlige flagship report, the Emissions Gap Report. Han har desuden været involveret i FN's Klimapanel (IPCC), hvor han har været hovedforfatter på fem rapporter og i en årrække medlem af præsidiet. I 2007 vandt han sammen med resten af forfatterne bag IPCC rapporterne Nobels fredspris.

Præsenteret af Ban Ki-moon

Professoratet fra Yonsei University blev præsenteret af FNs tidligere generalsekretær Ban Ki-moon på Global Engagement & Empowerment Forum on Sustainable Development 2019, et event hvor globale ledere, praktikere, forskere, aktivister og studerende mødes for at samarbejde om at gennemføre FN's Verdensmål.

Ban Ki-moon var FNs generalsekretær, da Verdensmålene og senere Parisaftalen blev vedtaget i 2015 og har siden været med til at stifte Ban Ki-moon Center for Global Citizens, der arbejder inden for rammerne af målene for at fremme fred, kvinder og unges rettigheder og global uddannelse. Han fungerer som Distinguished Chair Professor ved IGEE.

Som professor i bæredygtig udvikling vil John Christensen spille en vigtig rolle i at forme uddannelse inden for bæredygtig udvikling på Yonsei University, et af Koreas tre SKY-universiteter, der anses for de mest prestigefyldte i landet.

Professoratet blev accepteret på John Christensens vegne af UNEP DTU Partnerships head of section Myung-Kyoon Lee. Professoratet varer som udgangspunkt et år, med mulighed for årlig fornyelse.