IT-Supporter

DTU Management Engineering
onsdag 04 okt 17

Send ansøgning

Frist 19. oktober 2017
Du kan søge om jobbet ved DTU Management Engineering ved at udfylde den efterfølgende ansøgningsformular.

Ansøg online

Vi søger en erfaren og engageret IT-supporter til DTU Management Engineering.  Du kommer til at indgå i instituttets samlede administration, som ud over IT omfatter studiesekretariat, kommunikation, projektsupport og ledelsesbetjening. Du vil referere til instituttets administrative leder.  

Serviceringen af ansatte og studerende
Som IT-supporter på instituttet skal du deltage i serviceringen af vores ansatte og studerende.

Opgaverne vil overordnet bestå i:  

  • Support af brugere herunder afklaring af problemstilling, første fejlretning og opsamling af oplysninger til videre sagsbehandling
  • Installation og support af klient hard- og software, AV-udstyr og printere
  • Support til Smartphones og tablets
  • Support af Windows på både PC’ere og servere
  • Dokumentation af IT-processer
  • Indkøb af IT
  • Det er en fordel hvis du har kendskab til Mac, men ikke et krav

Selvstændig, serviceminded og struktureret
Du vil dagligt være i kontakt med mange brugere, hvorfor du skal være god til at kommunikere både mundtligt og skriftligt på dansk og engelsk. Da der er mange varierende opgaver, er det vigtigt, at du er i stand til selvstændigt at planlægge dit arbejde. Vi forventer, at du udviser engagement og tager det nødvendige ansvar i det daglige arbejde. Derudover skal du:

  • Have en IT faglig uddannelse eller tilsvarende
  • Arbejde struktureret
  • Kommunikere med instituttets brugere og DTUs IT - back office
  • Udvise fleksibilitet og service overfor kollegaer og brugerne
  • Trives med at have en travl og afvekslende hverdag

Hvad tilbyder vi dig
Du får et udviklende og udfordrende job i et team på tre kollegaer. Vi lægger vægt på et uformelt arbejdsmiljø hvor samarbejde er en selvfølge. Vi har høj kvalitet i arbejdet, tager ansvar for vores opgaver og gør vores bedste for at yde en god service til vores brugere. Du får indflydelse på vores fælles hverdag, og vi forventer, at du bidrager til arbejdsmiljøet på en positiv og konstruktiv måde. 

Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til LC/CO10-fællesoverenskomsten og organisationsaftale for IT-medarbejdere (Prosa) i statens tjeneste. Stillingen er til besættelse snarest.

Ansøgning og kontakt
Vi ser frem til at modtage din ansøgning hurtigst muligt og senest den 19. oktober 2017. Åbn linket "Ansøg online", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser.  

Ønsker du flere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte IT-supporter Nicolas Østergaard på 4525 1504.

Du kan læse mere om DTU på www.dtu.dk.  

Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

DTU Management Engineering er et institut under Danmarks Tekniske Universitet. Gennem undervisning, forskning, forskningsbaseret rådgivning og formidling udvikler og nyttiggør vi ny viden inden for systemanalyse, systemdesign, operationsanalyse, bæredygtighedsanalyse, teknologi- og innovationsledelse og transport. Instituttet består af ca. 350 forskere, inklusive ph.d.’er og 80 administrative medarbejdere Yderligere oplysninger kan findes på www.man.dtu.dk.    

DTU er et teknisk eliteuniversitet med international rækkevidde og standard. Vores mission er at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. 11.000 studerende uddanner sig her til fremtiden, og 5.800 medarbejdere har hver dag fokus på uddannelse, forskning, myndighedsrådgivning og innovation, som bidrager til øget vækst og velfærd. DTU stiller krav og giver muligheder uanset hvor i organisationen, man arbejder. Vi står for høj faglighed, kollegial respekt og ansvarlig handlefrihed.