KOMMENTAR Hverken klimaskam eller lavere økonomisk vækst vil løse klimakrisen: Her er, hvad vi skal gøre

mandag 23 aug 21
|

Kontakt

Kirsten Halsnæs
Professor
DTU Management
46 77 51 12
"IPCC rapporten er vigtig og alvorlig læsning, men jeg kan faktisk ikke rigtigt genkende de mange gengivelser af rapportens budskaber og de deraf følgende politiske konklusioner på trods af mine snart 30 års erfaringer som IPCC-forfatter," skriver professor Kirsten Halsnæs i sin Kommentar i Berlingske. 

FN's klimaekspertpanel IPCC's sjette vurderingsrapport har fået stor opmærksomhed verden over og da også i Danmark. Et af de store spørgsmål er, hvad der skal til for at overholde en politisk målsætning om at begrænse de globale temperaturændringer til 1,5 grader, som er baggrunden for Danmarks 70 procents målsætning for reduktion af drivhusgasudslippene i 2030.

Desværre har både den internationale og den danske debat været præget af, at en masse politiske kæpheste er ude i fuld galop.

For eksempel at den økonomiske vækst nu skal stoppe, og at den enkelte forbruger bærer et stort ansvar for at redde klimaet gennem sit forbrug. Spørgsmålet om klimaangst er også kommet frem som en reaktion på den nye klimarapport.

IPCC rapporten er vigtig og alvorlig læsning, men jeg kan faktisk ikke rigtigt genkende de mange gengivelser af rapportens budskaber og de deraf følgende politiske konklusioner på trods af mine snart 30 års erfaringer som IPCC-forfatter.

Den allerstørste og vigtigste konklusion, som følger af rapporten, er nemlig, at det er en meget vanskelig udfordring på verdensplan at sikre, at alle drivhusgasudslip samlet vil være nul i 2050, har ikke være genstand for meget opmærksomhed. Når man her taler om nul, er det i en samlet opgørelse af verdens drivhusgasudslip og binding af CO2 i biosystemer og ved deponering. I Danmark er den diskussion hurtigt blevet vendt til, at så må vi hurtigt gennemføre afgifter eller andet, som straks virker til næste år.

Her er det vigtigt at holde proportionerne i orden.

De virkelige udfordringer

Lande som Danmark og andre EU-lande har en meget lille andel af verdens drivhusgasudslip på under 20 procent, og det er relativt let for os at nedbringe udslippene med nye teknologier og med vores igangværende overgang til mere og mere serviceprægede økonomier. I de store vækstøkonomier som for eksempel Kina og Indien og i de fattigste lande er historien en helt anden, og det er her de virkelige udfordringer i at undgå alle drivhusgasudslip i 2050 ligger.

Vækstøkonomierne er ved at etablere deres industrier og infrastruktur, og befolkningens levefod er hurtigt stigende med deraf følgende energiforbrug og efterspørgsel efter fødevarer, inklusive kød. De fattigste udviklingslande, som i afrikanske lande mangler mange steder adgang til elektricitet for mere end halvdelen af befolkningen, og det samme gælder for fødevarer, rent vand, uddannelse og andre basale fornødenheder.

Den situation åbner både udfordringer og muligheder. Udfordringerne indebærer på energiområdet, at der stadig bygges og planlægges elværker baseret på kul og gas, som vil have en levetid til langt efter 2050, hvor udslippene af drivhusgasser gerne skulle være nul. Yderligere har udviklingslande og vækstøkonomier ikke klima som en førsteprioritet, men ser mere i retningen af økonomisk vækst og FN's bæredygtighedsmål og så i et vist omfang på, hvordan klima kan indgå heri.

Danmark kan bidrage

Mulighederne ligger direkte i forlængelse af udfordringerne. Lande som Danmark kunne faktisk beslutte sig for nu massivt at støtte etablering af vedvarende energiteknologier i vækstøkonomierne og udviklingslande og hjælpe dem med at skifte spor væk fra fossile brændsler. Store økonomiske midler burde her lægges på bordet, og derudover kunne vi øge vores udviklingsbistand og konkret understøtte arbejdet med realiseringen af FN's udviklingsmål.

80 procent af verdens befolkning forventes i løbet af det 21. århundrede at leve i vækstøkonomierne og i udviklingslandene, så vi kan glemme alt om at holde de globale temperaturændringer på 1,5 grader, hvis vi ikke fokuserer på den del af verden i vores klimapolitik.

IPCC vil i marts 2022 komme med en videnskabelig rapport om, hvordan drivhusgasserne kan reduceres, og her vil der på mange måder kunne sættes punktum for den nyligt udkomne rapport i form af vurderinger af, hvilke teknologier, politiske styringsmidler, adfærdsændringer, internationalt samarbejde, finansiering og meget mere, som kan være med til at realisere forskellige målsætninger om begrænsning af globale temperaturændringer.

Hvis man er nysgerrig for at vide noget om, hvad der blandt andet kan komme til behandles i den rapport, kunne det være en idé at se nærmere på IPCC-rapporten fra 2018 om 1,5 grader-målsætningen. Et af hovedelementerne her er en vurdering af, hvilke teknologier som på overordnet global niveau er nødvendige at anvende, hvis det lave temperaturniveau skal nås.

(...)

Om det så er muligt at realisere målet om højst at have globale temperaturændringer på 1,5 grader set ud fra en international synsvinkel vil i høj grad afhænge af, om vi fra Danmark kan medvirke til, at bæredygtige udviklingsmål og klima kan spille sammen, så vi gør det muligt og attraktivt for stort set alle verdens lande at arbejde på omstilling til bæredygtig udvikling og ingen drivhusgasudslip. Der er rent faktisk et godt vidensgrundlag for, hvor vi kan realisere sådanne løsninger, og det kunne godt bringes noget mere i spil i klimadebatterne.

Læs hele Kirsten Halsnæs' Kommentar i Berlingske her