Trafiksikkerhed

Fodgængerovergang

På verdensplan bliver mere end 1,3 millioner mennesker dræbt i en trafikulykke hvert år. Antallet af lettere eller alvorligt sårede er endnu højere. At sikre sikker transport for alle har derfor stor betydning for folkesundheden og samfundsøkonomien generelt. For at understøtte udvikling af målrettede, effektive og forskningsbaserede politikker og forebyggende tiltag er trafiksikkerhed et centralt forskningstema på DTU Management.

Forskningen dækker velkendte sikkerhedskritiske aspekter såsom unge trafikanter, bløde trafikanter (fx cyklister), hastighedsovertrædelser, distraktion og spritkørsel, men også nye sikkerhedsudfordringer forbundet med den teknologiske udvikling og stigende anvendelse af elektriske køretøjer (fx elcykler og el løbehjul) og andre nye transportformer og -tjenester.

Forskningen fokuserer på trafikantens adfærd, kapaciteter og kompetencer, ergonomi og køretøjsegenskaber, infrastrukturdesign samt samspillet mellem de forskellige elementer. Forskningen dækker en bred vifte af metoder og data såsom (dybdegående) ulykkesanalyse, spørgeskemaundersøgelser, registerforskning, evalueringer og interventioner samt eksperimentelle undersøgelser herunder VR og simulering.

Forskningen udføres i tæt samarbejde med Transportministeriet og andre centrale nationale og internationale interessenter.

Tag endelig kontakt hvis du har en ide til samarbejde eller har brug for en ekspertudtalelse om ovenstående emner.

Kontakt

Mette Møller

Mette Møller Seniorforsker, Sektionsleder Institut for Teknologi, Ledelse og Økonomi Telefon: 45256537