En ny model skal regne på scenarier for, hvordan vi kan have mest muligt kontakt med hinanden, uden at smittetrykket øges mere end tilladt.
Nedlukningen af samfundet koster penge og har konsekvenser for mange menneskers psykologiske velbefindende. Heldigvis er Danmark begyndt langsomt at genåbne – dog tyder meget på, at vi stadig vil skulle leve med forskellige langsigtede restriktioner.
Men hvor meget kan vi øge vores kontakt med hinanden, uden at covid-19 spreder sig uhæmmet, og kan man opstille en model, som kan beregne de forskellige scenarier, så vi kan åbne samfundet mest muligt og på forsvarlig vis? Det vil lektor på DTU Management Evelien van der Hurk forsøge at svare på ved hjælp af en avanceret epidemiologimodel, som hun har modtaget 1,65 mio. kr. fra Danmarks Frie Forskningsfond til at udvikle.
”Målet med projektet er at levere nye værktøjer, som politikere og myndigheder kan bruge både til at evaluere allerede igangsatte aktiviteter og sammenligne og foreslå nye initiativer, der sikrer, at vi kan holde flest mulige aktiviteter i gang i samfundet, uden at virus spreder sig mere, end vi har kapacitet til at håndtere,” forklarer Evelien.
Modellen tager udgangspunkt i, hvor tæt kontakt vi kan have, hvor ofte og med hvor mange. Der skelnes mellem to typer kontakt – nemlig tæt kontakt med familie og venner og perifer kontakt med kolleger, når vi handler osv. Målet er at finde frem til, hvor mange typer kontakt vi kan have, uden at smitterisikoen øges.
Evelien forklarer:
”Vi ønsker at udvikle en model, der kan hjælpe med at beregne, hvordan vi kan have mest mulig kontakt med vores nærmeste og de personer, der er vigtige for os, og samtidig aflevere vores børn, handle og gøre andre dagligdags ting, der indbefatter lettere kontakt med andre.”
Et personligt kontaktbudget
Der er tale om en helt ny teoretisk model, som bliver baseret på erfaringer fra tidligere epidemiologiske modeller, operationsanalyser, netværksteori, data om bl.a. sundhedstilstanden i befolkningen over tid, smittetal, smitterisiko og smittespredning, også fra andre lande, antallet af møder med de personer, der er vigtige for os, møder med perifere personer og karantæneforanstaltninger.
I modsætning til andre epidemiologi-modeller tager den udgangspunkt i, at vi har tæt kontakt med nogle få udvalgte venner og familiemedlemmer – og ikke at vi møder hvem som helst. Og hvor de fleste epidemiologimodeller evaluerer 4-5 scenarier, evaluerer den nye model flere hundrede.
”Vi håber på at kunne skabe nogle alternativer til total lockdown, hvor vi kan være i kontakt med dem, der betyder noget for os, uden at vi øger smitterisikoen. Forestil dig, at vi kan få en slags personligt kontaktbudget, hvor vi selv afgør, hvilke møder og kontakter, vi vil prioritere hver især, så længe det ikke øger smitterisikoen på vores samlede kontaktbudget. Det ville jo være langt nemmere at leve med, end at man slet ikke må gå ud eller se nogen uden for husstanden, hvilket jo er konsekvensen i nogle lande” uddyber Evelien.
”Tanken bag modellen er, at det er bedre at møde den samme person 10 gange, end at møde 10 forskellige mennesker, når det gælder risiko for spredning af virus. Og hvis den enkelte selv kan afgøre, hvilke af deres nærmeste kontakter, de vil se, vil vi kunne have restriktioner, der stadig tillader en vis kontakt. Nogen vil måske vælge nære familiemedlemmer og venner, og andre har brug for at mødes med udvalgte kollegaer.”
Hun påpeger, at et personligt kontaktbudget stiller store krav til, at folk forvalter det forsvarligt, men at det på den anden side vil kunne holde flere ting i gang i samfundet og samtidig være godt for befolkningens mentale helbred.
Første version klar sidst på sommeren
Ud over Evelien deltager professor David Pisinger fra DTU Management i arbejdet, og begge arbejder på at kunne have de første resultater klar allerede ved udgangen af sommeren.
”Det første vi leverer, er værktøjer til at kunne evaluere de forskellige politiker. Her vurderer vi påvirkningen af smitterisiko ved at inkludere begrebet forskellige kontakter i stedet for kun antal kontaktøjeblikke, som er det de fleste aktuelle modeller anvender. Det vil give en ide om den øgede frihed, vi kan tillade fra dette perspektiv. Værktøjerne kan bruges til f.eks. at overveje nye måder at genåbne arbejdspladser, eller hvordan teenagere sikkert kan mødes med nogle udvalgte venner. Næste skridt er så udvikling af selve modellen til at evaluere og søge blandt et stort antal politiske mål og til at nå frem det personlige budget, der kan tillades pr. person,” afslutter Evelien.
Der er sat halvandet år af til udvikling af den fulde model, og mens arbejdet står på, deler forskerne løbede viden med andre internationale universiteter, som arbejder med lignende modeller, blandt andet i Holland og USA.