Foto Joachim Rode

DTU præger ny kommission for grøn omstilling af personbiler

Kommission skal konkretisere, hvordan regeringens mål om at udfase benzindrevne personbiler kan nås. Tre af de seks eksterne eksperter er forskere på DTU.

Regeringen har nedsat en kommission, der i løbet af de næste to år skal komme med forslag til en strategi for, hvordan man kan realisere målsætningen om at omstille den danske bilpark til køretøjer, der ikke udleder CO2, inden 2035.

Hvor står teknologien lige nu, og hvordan vil den udvikle sig inden for de næste ti år? Hvordan kan man anspore folk til at skifte deres benzindrevne bil ud med en el- eller brintbil? Hvad vil flere brugere kræve af ladestanderne, både med hensyn til kapacitet og antal? Og hvad vil flere elbiler i det hele taget betyde for elsystemet? Det er nogle af de spørgsmål, kommissionen skal besvare.

Der sker meget i disse år med den teknologi, som i sidste ende er en forudsætning for målet om at udfase benzindrevne biler på de danske veje. Der arbejdes bl.a. intensivt med at forbedre materialerne til batterierne, så de får en højere kapacitet og kan oplades hurtigere, samtidig med at prisen reduceres. Professor Tejs Vegge fra DTU Energi er dybt involveret i denne forskning og ved, hvad der foregår på området rundt omkring i verden. Han har blandt andet også fået en ledende rolle i et nyt stort strategisk EU-samarbejde, der skal accelerere den europæiske batteriudvikling og -produktion.

”Teknologien på området udvikler sig enormt i disse år, bl.a. på materialeområdet og inden for brug af kunstig intelligens, og denne udvikling er nødvendig, hvis vi skal opfylde regeringens målsætning. Det er en stor udfordring, men jeg mener ikke, det er håbløst; vi skal dog have mange forskellige værktøjer i brug. Der er virkelig mange aspekter, som skal belyses, før man kan træffe de rigtige beslutninger,” siger Tejs Vegge.

"Der er virkelig mange aspekter, som skal belyses, før man kan træffe de rigtige beslutninger."
Tejs Vegge, professor

Kommissionen skal også arbejde med de økonomiske aspekter af den grønne omstilling. Det skal analyseres, hvordan man med forskellige økonomiske virkemidler kan tilskynde bilisterne til at skifte til lavemissionskøretøjer, og hvordan man sikrer statens indtægter i overgangsperioden.

Her vil kommissionen kunne trække på ekspertisen fra professor Otto Anker Nielsen, som leder Transportafdelingen ved DTU Management, og viceafdelingsleder Ninette Pilegaard. De har erfaring med at vurdere trafikale effekter og transportsystemet ud fra en samfundsøkonomisk synsvinkel, herunder hvilke parametre, der har betydning for folks valg, og hvilke konsekvenser valgene har for afgiftssystemet.

”Overgangen til CO2-neutrale biler vil have enorme skatte- og fordelingsmæssige konsekvenser, og en del af kommissoriet er at analysere effekterne af andre former for vejafgifter og roadpricing, så man både sikrer en grøn omstilling, bevarer skatteprovenuet og regulerer transportsektoren på en måde, der sikrer en god fremkommelighed i vejnettet,” siger Otto Anker Nielsen.

Alle tre DTU-medlemmer ser medlemskabet af kommissionen som en meget vigtig samfundsopgave og glæder sig til hurtigt at komme i gang med arbejdet. Det er nemlig også en krævende opgave, som skal løses inden udgangen af 2020 med en første afrapportering om afgiftssystemet allerede inden årsskiftet.