Alexandria Trattner - Foto Bax Lindhardt

DTU-forsker modtager Erhvervsforskerprisen 2020

Operationsanalyse Produktion og ledelse Innovation og produktudvikling

Innovationsfondens Erhvervsforskerpris tildeles Alexandria Trattner, der i sin erhvervs-ph.d. har udviklet værktøjer til Rockwool-koncernen, som har hjulpet dem til at halvere antallet af produkter og dermed øge indtjeningen.

Jo flere forskellige produkter på hylderne desto flere omkostninger. Det gælder især for industrivirksomheder, hvor produktionslinjerne skal omstilles, hver gang et nyt produkt skal fremstilles.

Med et nyt analyseværktøj er det lykkedes Alexandria Trattner at hjælpe Rockwool til at reducere antallet af produkter koncernen fremstille til det halve ved at sikre, at de produkter, som tilbydes, kun er dem, der både giver værdi for kunderne og for virksomheden.

” Alexandria har udviklet analyseværktøjer, som kan sætte tal på hvert enkelt produkt ved at vise nettosalg, bruttofortjeneste og bruttofortjeneste pr. produktionstime. Disse tal har dannet grundlag for at beslutte, hvilke produkter Rockwool skal fortsætte med, og hvilke der skal udfases,” fortæller professor på DTU Management og vejleder på projektet Lars Hvam.

Samlet set giver de færre produkter også færre skift i produktionen, og virksomheden har derfor kunnet øge sin produktionskapacitet. Og for en virksomhed med en milliardomsætning betyder det mange penge på bundlinjen.

Inspiration for andre virksomheder
Alexandria, der i dag er ansat i Rockwool-koncernen, er beæret over at modtage prisen fra Innovationsfonden og sætter stor pris på den store opbakning, som hun har fået under hele forløbet.

“Det var ikke lykkedes uden den massive opbakning fra ledelsen i Rockwool og de dedikerede ressourcer til at udføre de operationelle opgaver i forbindelse med mine undersøgelser,” fortæller hun.

Ledelsesopbakning og ressourcer er afgørende, hvis andre virksomheder vil kaste sig ud i den slags analyser. Men hvis det er på plads, så mener Alexandria også, at forskningsresultaterne vil kunne implementeres inden for andre mellemstore og store industrivirksomheder.

”Omfanget af de økonomiske og operationelle fordele vil selvfølgelig ikke være de samme alle steder, men jeg vil tro, at f.eks. producenter af lægemidler, mad, drikkevarer og enzymer ville kunne anvende metoderne,” siger hun.

Professor Lars Hvam fra DTU Management er også stolt over, at Alexandria har modtaget prisen. Han forklarer, at Alexandria har udviklet helt nye metoder og modeller.

”Rockwool er de første, som har anvendt dem, så der er tale om ny viden på det her område,” siger han.

Han er ligeledes overbevist om, at andre industrivirksomheder vil kunne anvende metoderne og den læring, som er kommet ud af afhandlingen – selvfølgelig med en vis tilpasning til den enkelte virksomhed.

DTU Management modtager prisen for tredje år i træk

Med Alexandria Trattners pris i 2020 er det tredje år i træk, at en forsker fra afdelingen Operations Management på DTU Management tildeles Erhvervsforskerprisen.

I 2019 blev den tildelt Martina Fischetti, der i sin erhvervs-ph.d. havde udviklet matematiske modeller til design af havvindmølleparker for virksomheden Vattenfall. Læs mere om Martina Fichettis projekt.

I 2018 var det Sara Shafiee, som havde udviklet en banebrydende IT-løsning, der får virksomheders produktion, udvikling og salg til at hænge langt bedre sammen. Resultaterne blev skabt i samarbejde med Haldor Topsøe, som allerede har høstet mærkbare gevinster – blandt andet i form af en kortere og mere kundespecifik salgsproces. Læs mere om Sara Shafiees projekt.