Adjunkt, Jesper Bláfoss Ingvardson er blevet tildelt Danmarks Frie Forskningsfonds internationale post.doc grant til transportforskning på DTU, Pontificia Universidad Católica de Chile (PUC) i Santiago, Chile og Massachusetts Institute of Technology (MIT) i Boston, USA.
Jesper Ingvardson skal bruge legatet til forskning med fokus på at optimere den offentlige transport. I sit projekt arbejder han med at koble data fra Rejsekortet og den nationale Transportvaneundersøgelse. Koblingen styrker begge datasæt forklarer Jesper:
”I Danmark har vi en enorm u-udnyttet kilde af information om passagerernes rejser og deres præferencer, men Rejsekortet mangler information om hvor hele turen reelt starter og slutter. Det hul kan vi udfylde med den nationale Transportvaneundersøgelse.”
De to datasæt kan kobles ved hjælp af machine learning-teknikker, og det vil i sidste ende give en helt ny indsigt i vores data.
”Dette kan give os viden om, hvad der gør kollektiv trafik mere attraktivt set fra passagerernes synsvinkel. Og dermed kan den store u-udnyttede datakilde bedre komme til gavn – og i sidste ende sørge for bedre kollektiv trafik til gavn for passagererne” fortæller Jesper Ingvardson.
Jesper er glad og stolt over bevillingen, som giver ham nye muligheder med sin forskning samtidig med, at han får udbygget sit internationale netværk ved PUC og MIT. Jesper skal tilbringe 8 måneder på PUC og 4 måneder på MIT. De to universiteter er særligt interessante, da de begge er førende indenfor forskning i kollektiv transport, og særligt anvendelse af smart card data tilsvarende Rejsekortet til analyser.
Du kan læse mere om Jesper Ingvardsons projekt nedenfor:
Behavioural modelling of public transport passengers using big data sources
“I dag baseres analyser af de kollektive rejsendes præferencer primært på ad hoc analyser, der er dyre at foretage og oftest kun indeholder meget få respondenter, samt den nationale Transportvaneundersøgelse, der på trods af repræsentativitet og relativt stor stikprøve dog baserer sig på relativt få kollektive rejsende. Samtidig har vi i Danmark en enorm u-udnyttet kilde af information om passagerernes rejser og deres præferencer, nemlig Rejsekort, der i 2018 anvendtes til over 100 mio. kollektive ture.
Rejsekort indeholder detaljeret information om passagerers rejsevaner indenfor det kollektive netværk, men kan ikke benyttes direkte i planlægningen grundet manglende information om hvor hele turen reelt starter og slutter, samt manglende repræsentativitet. Formålet med dette projekt er således at udvikle en metode, der kan skabe et samlet datasæt til planlægning baseret på Rejsekort, Transportvaneundersøgelsen samt operationelle data fra det kollektive netværk. Dette kræver anvendelse af datafusions-teknikker baseret på avancerede spatio-temporale statistiske analyser.
Med et sådant datasæt vil det være muligt at skabe et bedre grundlag for analyser af de rejsendes adfærd. Datasættet vil blive anvendt til at frembringe ny viden om, hvad der gør kollektiv trafik mere attraktivt set fra passagerernes synsvinkel. Dermed kan den store u-udnyttede datakilde komme til gavn – og i sidste ende sørge for bedre kollektiv trafik til gavn for passagererne.”