Hvert år udgiver virksomheder over hele verden tusindvis af bæredygtighedsrapporter. Men antallet af virksomheder, der forholder sig til økologiske grænser, når de fastsætter mål og strategier for hvordan og hvad de producerer, er forsvindende lille, viser stor undersøgelse fra DTU og AAU.
Intelligent screening af mere end 40.000 bæredygtighedsrapporter
Udgangspunktet for undersøgelsen er indsamlingen af oplysninger fra et stort antal afrapporteringer om bæredygtighed, skrevet af virksomhederne selv, og efterfølgende klassificering af oplysningerne i teksterne.
Gruppen har screenet mere end 40.000 bæredygtighedsrapporter fra ca. 12.000 virksomheder, der dækker perioden 2000-2014 for termer og begreber relateret til økologiske grænser, såsom: "2 graders målet", "450 ppm CO2", "planetære grænser", "kritisk belastning", '' bæreevne" og " begrænset ressource."
”På den baggrund”, forklarer forsker ved DTU Management Engineering Anders Bjørn, ”kan vi identificere om virksomhederne overhovedet forholder sig til, hvordan deres aktiviteter bidrager til klodens velbefindende eller om de blot forholder sig til deres miljøbelastning i forhold til det forgangne år eller konkurrenters miljøbelastning.”
Hvis det sidste er tilfældet, og det er det ifølge undersøgelsen ofte, kan det give det fejlagtige indtryk, at en virksomhed er bæredygtig, blot fordi den har mindsket sin miljøbelastning per produkt eller har en lavere belastning end sine konkurrenter
Undersøgelsens resultater viser, at blot 31 af de 12.000 screenede virksomheder anvender økologiske grænser til at udregne absolutte mål for ressourceforbrug, udledningsreduktion eller til at argumentere for ændringer i produktporteføljen.
Betragter ikke på Jorden som endelig ressource
”Vi ville besvare det enkle spørgsmål, om Jorden i virksomheders bæredygtighedsrapporter behandles som en endelige ressource – og vi blev overrasket over, at svaret faktisk er ’nej’ for næsten alle rapporters vedkommende”, forklarer Niki Bey, der også er fra DTU Managements del af projektgruppen:
"Virksomhederne skriver nemlig alt overvejende om relative forbedringer og relative målsætninger, dvs. f.eks. om nogle procents mindre forurening i et givent år sammenlignet med et andet år – mens kun meget få virksomheder i deres rapporter forholder sig til, hvad deres forskellige hensigter er i absolutte termer, dvs. f.eks. ift. Jordens og økosystemers muligheder for overlevelse. Så rapporterne er meget ofte uden reel værdi, hvis man vil danne sig et billede over, hvor langt vi er fra at nå bæredygtighed – og dette på trods af, at sådanne absolutte, internationalt anerkendte mål findes, f.eks. grænsen på de maksimal 2 graders stigning i den globale gennemsnitstemperatur.”
Anders Bjørn mener, at virksomheder bør lade sig inspirere af fødevareindustrien varedeklarationer som giver forbrugere mulighed for at se, hvor stor en andel af sundhedsmyndighedernes anbefalede daglige indtag en fødevares næringsindholdet svarer til:
”Hvis fødevareindustrien rapporterede på samme måde om næringsindhold, som de fleste virksomheder i dag rapporterer om bæredygtighed, ville forbrugerne kun have adgang til information af typen ’Vores chokolade feder mindre end den gjorde sidste år’ eller ’mindre sukker end konkurrenternes.’ Det siger intet, om hvordan man kan sammensætte en sund kost.
Med fødevaredeklarationer som ”forbillede” kunne alle større virksomheder starte med at bruge absolutte mål i afrapporteringer til aktionærer og andre nære interessenter og med tiden udbrede disse informationer til den almindelige forbruger. På den måde kunne bæredygtighed ´blive et reelt parameter for forretningsudvikling og det ville gøre det muligt at ”sammensætte en bæredygtig livsstil” som forbruger”.