’Vi når længere med mangfoldighed’

Da DTU åbnede dørene for 336 unge kvinder i forbindelse med Girls’ Day in Science i oktober, sad lektor Christine Ipsen fra DTU Management med i en paneldebat om kvinder i de naturvidenskabelige fag (STEM). Her fik hun mulighed for at fortælle om den begejstring, hun selv har ved at arbejde på DTU. Samtidig fik hun vist, hvad en kvindelig ingeniør og lektor arbejder med. Der er nemlig fortsat alt for mange unge, som har vanskeligt ved at forestille sig, hvordan man kan være både kvinde og ingeniør, mener hun:

”Jeg blev lidt ærgerlig over det billede, som nogle af de unge kvinder tegnede af en ingeniør som en pizzaspisende ung mand, der sidder i kælderen, nørder med it og drikker cola. Det er et meget snævert billede. Jeg vil gerne bidrage med at fortælle, at der også er plads til kvinder, og at der bliver forsket i alt muligt forskelligt, for eksempel mikrofoner og lyd, vindmøller og rensningsanlæg. Der er stor variation.”

Til daglig forsker Christine Ipsen i videnarbejde og forebyggelse af arbejdsrelateret stress. Her fokuserer hun bl.a. på, hvordan man leder arbejdsprocesser, så man kan nå virksomhedens mål, samtidig med at medarbejderne ikke bliver overbelastede.

Derudover er hun daglig leder af en forskergruppe inden for ledelse af implementeringsprocesser, ansvarlig for kurset TEMO (Technology, Management Organization & Business Models) og medstifter af ’Tænketanken Bæredygtigt Arbejdsliv’, som ønsker at præge stressdebatten i en forskningsbaseret retning. De sidste tre år har hun været medlem af ’Committee for Inclusion and Diversity’, hvor hun har givet input til, hvordan man skaber den bedste arbejdsplads – ved at blande køn, aldre og nationaliteter.

Stort drive

De mange arbejdsopgaver kræver et stort drive, som Christine Ipsen mener, stammer fra hendes familie, hvor alle er meget engagede. Allerede som teenager var hun en del af foreningslivet og havde mange idéer til at gøre tingene anderledes, hurtigere og bedre. Da hun var i midten af 20’erne, fik hun første gang ledelsesansvar og blev bl.a. bestyrelsesmedlem. I dag er hun engageret i at gøre DTU til en endnu bedre arbejdsplads.

Det gør hun bl.a. ved at være rollemodel for sine kvindelige kolleger, så de kan se, at det kan lade sig gøre at være både kvinde og leder.

”Jeg forsøger at respektere vores forskelligheder og behov i hverdagen. Det kan kollegerne forhåbentlig mærke ved, at jeg f.eks. undgår at lægge møder efter kl. 16, så der er tid til at hente børn. Men der ligger også en frihed i DTU’s selvledelse, hvor man hver især må finde sin egen vej for, hvordan ens arbejdsliv ser ud.”

”Samtidig er det helt centralt for mig, at man også tænker på, hvordan man bidrager til fællesskabet, både i undervisningen og forskningen. Vi når mere, når vi står sammen.”

Når hun ser tilbage på sin egen studietid på DTU, hvor hun gik på miljøretningen, mødte hun nemlig kun få kvindelige undervisere. En af dem var professor på DTU Compute, Helle Rootzén, som dengang underviste i statistik. Hun gjorde et stort indtryk på Christine Ipsen, fordi hun var superdygtig og inspirerende og viste stor glæde ved sit fag.

Men det kneb igen med at finde kvindelige ledere at spejle sig i, da Christine Ipsen blev ansat på DTU som adjunkt. Så hun valgte at få sparring både fra en mandlig og en kvindelig mentor. Her drøftede hun bl.a., hvordan man får arbejde og familieliv til at hænge sammen, og hvordan man kan udvikle sig som lektor og udfylde rollen som leder.

Sæt det bedste hold

Når Christine Ipsen selv deltager ved arrangementer som Girls’ Day in Science, eller talen falder på emner som diversitet, rummelighed og ligestilling, undrer det hende, at man oftest taler om køn. Ifølge Christine Ipsen er det nemlig mindst lige så vigtigt at være opmærksom på fordomme omkring alder, seksualitet og nationalitet.

Hun anerkender dog vigtigheden af at se på kønsbalancen i forhold til bemanding af stillinger, da nogle i forskningsverdenen måske kan have svært ved at se, at man både kan være kvinde og gøre karriere på et universitet. I administrative afdelinger, hvor der ofte er flest kvinder ansat, kan udfordringen være den modsatte. Her kan det måske være svært at forestille sig en mandlig sekretær. 

Den ulige balance mellem køn har også været diskuteret i DTU’s ’Committee for Inclusion and Diversity’, hvor man bl.a. har diskuteret, hvordan man kan få en bedre balance i fordelingen af mænd og kvinder i VIP-stillinger på DTU. Mens der i 2018 var to mænd for hver kvindelig ph.d.-studerende, var der samme år ni mandlige professorer, hver gang der var en kvindelig professor.

”Hvis vi skal sætte det bedste hold til at løse udfordringer med klima, digitalisering og bæredygtighed, er det vigtigt, at vi har de rigtige mennesker. Vi skal sikre os, at vi ikke overser de bedste kandidater, fordi vi har skjulte fordomme eller bias omkring, hvem der er bedst til hvilke opgaver,” siger Christine Ipsen.

Kvinder bliver fravalgt

Hun peger på, at studier inden for især de naturvidenskabelige fag viser, at alene fordi man er kvinde, er der en større risiko for, at man ikke får jobbet:

”I et studie fra Yale University i USA sendte forskere enslydende ansøgninger fra de fiktive studerende ’John’ og ’Jennifer’ til en række professorer. Men ’John’ blev af dem alle vurderet som den bedst kvalificerede. Man kan vælge at sige, at det er for galt. Det er det, jeg kalder offerrollen. Men man kan også vende den om og sige, at det er ærgerligt, de alle vælger John, hvis John og Jennifer er lige dygtige. Jeg mener ikke, at der partout skal være en fifty-fifty-fordeling af mænd og kvinder. Men vi misser nogle muligheder, hvis Jennifer bliver fravalgt alene på grund af, at hun er kvinde.”

Men hvordan kommer man så vores ubevidste bias til livs? Efter Christine Ipsens mening handler det i første omgang om at blive bevidst om sin bias. I praksis behøver man for eksempel hverken at kende køn, alder eller nationalitet, når man ansætter en ny medarbejder eller bedømmer en opgave. På TEMO-kurset har hun derfor besluttet at fjerne de studerendes navne på opgaverne, så bedømmere og undervisere kun ser studienumre. På den måde prøver hun at forebygge en mulig bias i forbindelse med karaktergivningen.

”Målet for mig er, at dem, der har lyst til at blive ingeniør, skal have mulighed for at blive det. Det er ærgerligt, hvis man har alle kompetencerne og drømmer om at løse problemer ved hjælp af teknologi og så fravælger DTU, fordi man har dannet sig et forkert billede af, hvad det vil sige at være ingeniør. Det er de billeder, vi i fællesskab skal udfordre, så vi fortsat får flere ingeniørstuderende af begge køn.”