Akademisk koordinator

onsdag 12 jan 22

Send ansøgning

Frist 1. februar 2022
Du kan søge om jobbet ved DTU Management ved at udfylde den efterfølgende ansøgningsformular.

Ansøg online

Har du lyst til at være med til at opbygge en ny division og udvikle et velfungerende forskningsmiljø for ansvarlig innovation og design? Motiveres du af en travl hverdag med mange forskelligartede opgaver?

DTU Management søger en servicemindet og proaktiv koordinator, som skal yde administrativ support til lederen af instituttets division for Ansvarlig Innovation og Design. Divisionen har en bred forskningsportefølje målrettet udvikling og implementering af teknologi, der understøtter et bæredygtigt samfund. Divisionen spiller en væsentlig rolle i DTU’s strategi om at udvikle ’Teknologi for mennesker’.

Jobbet
Stillingen er nyoprettet, og du kan derfor være med til at præge indholdet, men vi forventer, at du kommer til at:

  • planlægge og koordinere rammerne for det daglige arbejde i divisionen og samarbejdet med resten af instituttet, herunder følge op på aftalte aktiviteter og projekter, årshjul og processer
  • varetage løbende administrative og ad hoc opgaver for divisionslederen
  • varetage opfølgning på økonomi, budgetter og timeregistrering i samarbejde med divisionsleder og institutadministration
  • administrere og koordinere forskningsprojekter i samarbejde med de ansvarlige projektledere og DTU’s økonomiafdeling
  • bistå forskere med ansøgninger om eksterne midler, herunder sikre at ansøgningerne overholder form og indholdskrav samt kommunikere med eksterne og internationale samarbejdspartnere
  • tage initiativ til og varetage intern kommunikation og afholdelse af interne divisionsmøder og sociale events
  • medvirke til at sikre god indslusning af vores nye medarbejdere
  • koordinere opdatering og udvikling af hjemmeside i samarbejde med DTUs kommunikationsafdeling
  • hjælpe med at organisere sektionens eksterne konferencer, seminarer og workshops og sommerskoler

Vi forventer, at du:

  • har en akademisk uddannelse eller uddannelse på tilsvarende niveau
  • har interesse for koordinering, økonomi og budgetter og lyst til at lære det, du endnu ikke kan
  • behersker skriftligt dansk og engelsk og kommunikerer effektivt både skriftligt og mundtligt
  • arbejder godt sammen med mange mennesker med forskellig baggrund
  • har gode IT-kundskaber samt motivation og evne til at lære nye programmer og værktøjer
  • arbejder selvstændigt, både med større strategiske opgaver og med de daglige opgaver
  • er servicemindet, samarbejdsorienteret og engageret og trives med at have mange bolde i luften på en gang
  • tager ansvar for de små, men væsentlige detaljer, herunder fx bistand med mødeforplejning, lokalebestilling og den koordinering, der gør dagligdagen lettere i en lille og travl division.   

Som person finder du det interessant og naturligt at være opsøgende, proaktiv og udadvendt. Du synes, det er spændende at påtage dig nye opgaver og finde ud af, hvordan de bedst løses. Du betragter det som en fordel af arbejde sammen med vores internationale kolleger og hjælper alle med at forstå og fungere i vores organisation.

Hvad tilbyder vi dig?
Vi tilbyder dig et spændende og udfordrende job i en international atmosfære. Du vil få gode muligheder for indflydelse på jobbet, herunder mulighed for personlig og faglig udvikling, og vi vil hjælpe dig med hurtig oplæring i brugen af relevante systemer. Vi har et godt arbejdsmiljø med en uformel omgangstone og meget engagerede kolleger. Der er en høj grad af frihed i stillingen, men vi forventer til gengæld også, at du er fleksibel i forbindelse med særlige frister og afholdelse af arrangement, når der er behov for det.


Løn og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat efter overenskomst for akademikere i staten, og lønnen fastsættes efter stillingens indhold og dine kvalifikationer.

Din arbejdsplads bliver DTU Management, Lyngby Campus.

Ansøgning og kontakt
Vi skal modtage din online ansøgning senest den 1. februar 2022. Søg stillingen online på www.job.dtu.dk. Åbn linket "Ansøg online", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser.  


Vi forventer at holde samtaler den 9. og 11. februar 2022.

Ønsker du flere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte divisionsleder Maja Horst på 4525 4851 eller majho@dtu.dk.Læs mere om DTU Management på www.man.dtu.dk.

Ansøgninger modtaget efter ansøgningsfristens udløb tages ikke i betragtning.

Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen.

Om instituttet
DTU Management forsker i samspillet mellem ledelse, teknologi og økonomi. Vi udvikler løsninger i tæt samarbejde med virksomheder og myndigheder. Vores forskning har til formål at styrke velfærd, produktivitet og bæredygtighed i samfundet. Et nøgleelement er teknologiens rolle og dens interaktion med erhverv og mennesker. Instituttets forskning er delt op i fire divisioner: Responsible Innovation and Design, Management Science, Bæredygtighed og Transport. DTU Management budrager til en lang række af DTU’s ingeniøruddannelser på bachelor-, kandidat- og ph.d.-niveau. DTU Management har ca. 320 medarbejdere. Vi tilbyder et internationalt miljø med omkring 50 nationaliteter repræsenteret på instituttet.


Teknologi for mennesker
DTU udvikler teknologi for mennesker. Med vores forskning og uddannelser i international topklasse er vi med til at skabe en bedre verden, og vi bidrager til løsningen af de globale udfordringer formuleret i FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling. H.C. Ørsted grundlagde DTU i 1829 med en klar vision om at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. Den vision lever den dag i dag. DTU har 12.900 studerende og 6.000 ansatte. Vi arbejder i en international atmosfære og har et inkluderende, udviklende og uformelt arbejdsmiljø. DTU har campusser i hele Danmark og i Grønland og samarbejder med de bedste universiteter verden over.