Teknologisk topmøde inspirerer til digital nytænkning

DTU inviterer til High Tech Summit – Danmarks universitetsdrevne teknologi-topmøde, som åbnes af statsminister Lars Løkke Rasmussen.

DTU åbner den 10. oktober for anden gang dørene til det højteknologiske topmøde - High Tech Summit. Topmødet finder sted på DTU Lyngby Campus, der bliver omdannet til en højteknologisk konference og messehal, med flere end 50 faglige spor, hvor virksomheder, startups, forskere og studerende møder hinanden, debatterer og sætter en dagsordenen for digital udvikling.

 

”Topmødet stiller i år skarpt på konvergens – hvordan nye teknologier kan integreres i produktionen og konvergere mod andre teknologier. Vi ser særligt på digitale teknologier inden for domæner som sundhed, fødevarer og biotek, hvor Danmark har en stærk, international position, og hvor vi har mange eksempler på indførelse af ny teknologi,” siger projektdirektør for DTU High Tech Summit Bjarke Bak Christensen, som er institutdirektør på DTU Bioengineering.

"Topmødet stiller i år skarpt på konvergens – hvordan nye teknologier kan integreres i produktionen og konvergere mod andre teknologier."
Bjarke Bak Christensen, Projektdirektør DTU High Tech Summit

 

DTU har udvidet det faglige program på High Tech Summit, så det i år består af 200 oplæg fra førende eksperter fra universitetsverdenen og erhvervslivet, som debatterer, inspirerer og giver deres syn på digitaliserings-dagsordenen. I topmødets udstillingshal gør 70 virksomheder udviklingen konkret med præsentation af projekter og innovation inden for digitalisering, big data og kunstig intelligens. Der forventes 4.000 besøgende på årets High Tech Summit.

 

DTU styrker også matchmaking på High Tech Summit med støtte fra den regeringsnedsatte Digital Hub Denmark og fortsætter aktiviteterne med en særlig startup-messe med deltagelse af 50 iværksætter-virksomheder. Innovationshubben DTU Skylab byder på innovations- og pitch-konkurrencer som Open Innovation X og Hardtech Entrepreneurship, der kan føre til et mere varigt samarbejde med deltagende virksomheder. Derudover har Venture Cup, i forbindelse med afholdelsen af verdensmesterskaberne i studenter-startups, inviteret 60 startups fra hele verden til at udstille på High Tech Summit.

 

Fem trends på High Tech Summit

Det faglige indhold i High Tech Summit 2018 spænder fra digitaliseringstemaer i sporene Industri 4.0 og Robotics, Big Data og Artificial Intelligence og Internet of Things, til en bred vifte af problematikker i sporene Smart Health Care and Food, Business Inside Technology, Entrepreneurship og til the Global Goals i form af FN´s verdensmål.

 

På tværs af de faglige spor forventes High Tech Summit at blive præget af fem digitale trends:

 

1: Teknologi-konvergens

Tekonologi-konvergens er High Tech Summits dominerende tema, hvor integration af ny teknologi i brancher inden for sundhed, fødevarer og biotek forventes at kunne inspirere mange deltagere. Indpasning af ny teknologi kan f.eks. vedrøre, hvordan data om sporbarhed kan udnyttes i produktionsprocesser, og hvordan de kan bruges til at skabe bedre kvalitet, sikkerhed eller til at udvikle nye behandlinger. High Tech Summits første keynote-speaker, Dr. Jun Wang, og hans virksomhed IcarbonX er et eksempel på en virksomhed, som integrerer digitale teknologier, miljø- og genomdata og bruger dem til at skabe viden, som kan bruges til personlige beslutninger om f.eks. kost, sundhed og fysisk aktivitet.

2: Demokratisering af digitalisering

Det danske samfund står over for en stor opgave med at få bredt digitaliseringen ud til befolkningen. De digitale løsninger skal være konkrete og tilgængelige for befolkningen, og det skal være lettere for små og mellemstore virksomheder at indføre og udnytte digitale teknologier. Den digitale udvikling skal styres i retning af en demokratisk proces for de mange og ikke for de få, og teknologi skal udvikles for at opfylde de behov, mennesker har.

 

3: Sikker brug af kunstig intelligens

Den digitale teknologi åbner for nye etiske problemstillinger både på individ- og samfundsniveau. F.eks. åbner digitaliseringen for let adgang til sundhedsdata, men hvis teknologien skal udnyttes, skal der fastlægges klare regler for databeskyttelse - også i det offentlige. Vi skal programmere sikre og åbne løsninger, der minimerer risikoen for lækager og misbrug.

4: Personlig medicin

DNA-forskning og kortlægningen af det menneskelige genom har åbnet for nye former for diagnostik og behandling på individniveau. På High Tech Summit vil DTU-forskere præsentere nye projekter med at kombinere genomdata med adfærdsdata. En anden udviklingstrend er at optimere effekten af sygdomsbehandlinger ved at udnytte viden om den enkeltes dna og omsætning af de aktive stoffer i medicin.

 

5: Bæredygtighed

Digitalisering, robotteknologi og kunstig intelligens kan løse vigtige samfundsproblemer, for eksempel til at forbedre vanding af afgrøder i udviklingslande eller reducere forbruget af den energi, der bliver brugt i produktionen. High Tech Summit stiller skarpt på, hvordan Danmark på flere områder – også inden for mere effektiv medicin og bedre fødevaresikkerhed – kan bidrage til at opfylde FN´s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling.