Stefan Røpke får Hedorfs Fonds pris

Mobilitet Trafikmodeller Transportadfærd Transportøkonomi

Stefan Røpke, professor MSO på DTU Management, er blevet tildelt Hedorfs Fonds pris for transportforskning. Stefan får prisen for sit arbejde med transportoptimering og undervisning inden for transport.

Hedorfs Fonds pris blev overrakt hos Dansk Erhverv på Børsen under arrangementet ”En Grønnere Vej” med deltagelse af bl.a. Transportminister Benny Engelbrecht.  

 

Stefan Røpke takkede kollegaer fra DTU og kom med en vision for, hvordan han i fremtiden vil bidrage til arbejdet med en bæredygtig transportsektor ved at designe og optimere forsyningskæder for nye grønne brændstoftyper.

 

Stefan har gennem hele sin karriere arbejdet med ruteplanlægning for vejbaseret godstransport og han er i dag en af de førende forskere internationalt indenfor emnet. Interessen er især rettet mod effektive løsningsalgoritmer. 

 

Allerede i sit speciale arbejdede Stefan med optimering og udviklede algoritmer til styring af vognflåder. I ph.d.-studierne arbejde han videre med algoritmerne fra specialet. Dette førte til algoritmen Adaptive Large Neighborhood Search der i dag hyppigt anvendes til løsning af optimeringsproblemer indenfor godstransport, ikke bare i Danmark, men også internationalt. Algoritmen finder også anvendelser udenfor godstransport, f.eks. benyttes den til skemaplanlægning indenfor undervisningssektoren.

 

Om Hedorfs Fonds pris for transportforskning:

 

Prisen er oprettet af Hedorfs Fond og uddeles i samarbejde med Transportøkonomisk Forening - TØF.

 

Formålet med prisen er at bidrage til en øget forskningsindsats på transportområdet og uddeles som en anerkendelse til en internationalt anerkendt og etableret forsker, der har gjort sig særlig fortjent ved en betydelig indsats inden for udviklingen i Danmark inden for transport, logistik og tilgrænsende fagområder med en væsentlig orientering mod godstransport.