Regeringen har offentliggjort medlemmerne af en ny ekspertgruppe, der skal analysere og vurdere modeller for en fremtidig omlægning af bilbeskatningen.
Ekspertgruppen er nedsat som led i Aftalen om Finansloven for 2026 og får til opgave hurtigt at levere faglige anbefalinger til, hvordan bilbeskatningen kan indrettes i de kommende år, ikke mindst i lyset af den grønne omstilling og udviklingen i elbilmarkedet.
DTU Management er repræsenteret i gruppen ved sektionsleder Ninette Pilegaard. Hun indgår sammen med professor Peter Birch Sørensen (Københavns Universitet) og lektor Amalie Sofie Jensen (Københavns Universitet) under ledelse af formand professor Michael Svarer (Aarhus Universitet).
Ekspertgruppen skal blandt andet analysere, hvordan forskellige modeller for bilbeskatning påvirker mobilitet, grøn omstilling, fordelingsvirkninger og statens provenu. Den skal også opstille konkrete modeller, herunder scenarier for registreringsafgiften ved køb af elbiler, samt vurdere balancen mellem beskatning ved køb og beskatning ved brug af bil. Et vigtigt element bliver at sikre en fair indfasning af nye regler, så både nuværende og kommende bilejere behandles rimeligt.
Derudover skal ekspertgruppen forholde sig til, hvordan ændringer i bilbeskatningen påvirker incitamenter til bilkøb og dermed markedets udvikling, samt hvordan de forskellige modeller påvirker de administrative byrder for både offentlige myndigheder og erhvervsliv.
Ekspertgruppen skal afrapportere senest i 2. halvår 2026, hvorefter anbefalingerne vil indgå i det videre politiske arbejde med at modernisere bilbeskatningen.