I denne uge starter to nye professorer hos DTU Managements Division for Bæredygtighed. De to stærke profiler vil begge styrke forskningen inden for klima- og energiøkonomi på instituttet.
DTU Management skærper sit økonomiske fokus i Division for Bæredygtighed med to nye økonomiprofessorer. De vil bidrage til divisionens forskning i klimaforandringer og den grønne og bæredygtige omstilling.
De nye professorer er professor Dogan Keles fra Karlsruhe Institute of Technology (KIT), som vil lede Sektion for Energy System Analysis, og professor Ugur Soytas fra Middle East Technical University (METU) i Ankara, som vil lede Sektion for Climate Economics and Risk Management.
”Jeg er utrolig glad for, at professor Dogan Keles og Ugur Soytas bliver en del af vores allerede stærke Division for Bæredygtighed. De vil begge styrke vores forskning yderligere inden for energi- og klimaøkonomi. Der er tale om to meget attraktive profiler, da de kan bygge bro mellem vores økonomiske, tekniske, etiske og bæredygtige perspektiver”, siger institutdirektør Mette Wier.
Leder af Division for Bæredygtighed, Signe Krarup, er enig. Hun uddyber om de nye professorer:
”Dogans forskning fokuserer på dekarboniseringen af energisektoren, og han bidrager med en særlig ekspertise inden for energiøkonomi, energisystemmodellering og operationel analyse. Med hans enorme ekspertise samler vi disse områder endnu mere på tværs af sektioner for at styrke vores forskning i den grønne omstilling af energisystemer i de kommende år.”
”Ugur vil styrke det samfundsøkonomise fokus inden for vores klimaforskning og se på konsekvenserne af klimaforandringer bredt, herunder de sociale og økonomiske udfordringer. Ugur er redaktør på det anerkendte tidskrift, Energy Economics, og har særlig interesse i at udvikle kvantitative metoder til at måle fairness, fordeling og socialt ansvarlige klimainvesteringer. Dette åbner for flere samarbejdsmuligheder både på og uden for DTU.”
Læs mere om Division for Bæredygtighed her