Ph.d.’erne Amelie Lange og Emilie Mørch Groth er tilknyttet Division of Technology and Business i hver deres forskningssektion. Som repræsentanter for begge sektioner og den fælles kultur mellem dem, skrev de i fællesskab en indstilling til Det Unge Akademis forskningsmiljøpris.
Fredag den 29. maj modtog de prisen ved en ceremoni i Carlsberg Byen i København.Prisen består af 10.000 danske kroner, der skal bruges til et akademisk eller socialt arrangement.
”Vi er meget glade for at modtage prisen på vegne af vores afdeling og kolleger,” siger Emilie Mørch Groth, og fortsætter:
”Det føles som en meningsfuld anerkendelse af vores arbejdskultur. Og så er prisen jo med til at sætte fokus på, at et godt forskningsmiljø handler om mere end blot akademiske resultater. Det handler også om tillid, støtte og den daglige indsats, der får folk til at føle sig inkluderet i vores forskningsfællesskab.”
Unge forskere bliver hørt og taget alvorligt
Det unge akademis forskningsmiljøpris blev stiftet i 2022 for at understrege betydningen af gode forskningsmiljøer for den enkelte forskers arbejde, præstationer, anerkendelse og trivsel. Det kan Emilie Mørch Groth og Amelie Lange nikke genkendende til:
”I vores nominering skrev vi om, hvor meget det betyder at føle sig set og taget alvorligt som nye forskere, og at vide, at vores stemmer og bidrag værdsættes. Vi fremhævede også vigtigheden af at forbinde formelle støttestrukturer med mere uformelle initiativer og fællesskabsopbygning og fremhævede de mange arrangementer og initiativer, vi er blevet opmuntret og støttet til at starte selv,” fortæller Amelie Lange.
Fokus på talentudvikling
Professor Brit Ross Winthereik, afdelingsleder, er både glad og stolt over anerkendelsen af afdelingens forskningsmiljø:
”Vi lægger stor vægt på talentudviklingen hos vores unge forskere og sørger for, at de får konstruktiv vejledning og feedback, der styrker både deres faglige og personlige udvikling,” forklarer hun og understreger:
”Vi lægger stor vægt på at skabe et sjovt og støttende arbejdsmiljø, der giver forskerne mulighed for at fordybe sig i deres individuelle forskning, samtidig med at vi opmuntrer til kollektiv udforskning. For os – og her samarbejder jeg tæt med sektionslederne Tanja Schneider og Helene Friis Ratner samt laboratorieleder Anders Kristian Munk – supplerer individuel ekspertise og det sociale akademiske liv hinanden i alt, hvad vi gør. At modtage denne pris for forskningsmiljøet er en fantastisk anerkendelse af vores indsats for at give forskere i begyndelsen af deres karriere et solidt fundament for fremtidige præstationer.”