Biler der holder i kø

Bilkøer koster tid og penge

Nyt udviklingsforsøg skal indsamle erfaringer om, hvorvidt vejafgifter kan nedbringe trængsel.

Vi spilder mere og mere tid ved at sidde i lange bilkøer – og dermed spilder vi også flere penge. Ifølge DI’s beregninger fra 2019 beløber de samlede trængselsomkostninger sig til mellem 29,5 og 31,5 mia. kr. om året. Til sammenligning blev de samfundsøkonomiske omkostninger opgjort til 24 mia. kr. i 2016.

I et nyt udviklingsforsøg skal DTU nu blive klogere på, hvilken effekt det har på trængslen at indføre vejafgifter for personbiler – også kaldet roadpricing. Målet er at indsamle erfaringer, der kan bruges til at afhjælpe trængslen på vejene i de større danske byer. Forsøget involverer omkring 2.000 personer, der skal teste forskellige typer afgifter og kontrolsystemer.

”Trængsel er det samme som tidsspild. Derfor undersøger vi nu, hvorvidt vi kan få bilisterne til at ændre adfærd ved at anvende afgifter på personbiler. Det kan på sigt fremme fremkommeligheden og være en gevinst for samfundet,” siger professor Jeppe Rich, der er trafikforsker på DTU.

Sparer en halv time

Sammenhængen mellem aktiviteten i samfundet og trafikudviklingen blev tydelig, da Danmark lukkede ned i foråret 2020. I april var trafikken godt 25 pct. lavere end på samme tidspunkt året før. Trafikken og trængslen kom dog tilbage i forbindelse med den gradvise genåbning – både efter sommeren 2020 og igen i foråret 2021.

Det kunne Jeppe Rich godt mærke. Selv har han nu lagt sine transportvaner om – ligesom sin kone. I dag sparer han en halv time ved at køre senere på arbejde og komme senere hjem. Hans kone kører derimod tidligt på arbejde og kommer hjem igen ved frokosttid. De sidste timer arbejder hun hjemme.

”Det har nogle konsekvenser at sidde i bilkø. For nogle betyder det, at de kan arbejde mindre. Det er et tab for samfundet og den enkelte bilist, fordi bilkøen repræsenterer en tid, der ikke er produktiv. Ved at arbejde hjemme kan man reducere den tid, man bruger på transport. Det skal så opvejes med at være sammen med sine kolleger. Men på et tidspunkt bliver den værdi overskygget af den omkostning, det er at køre på arbejde. Derfor vil vi se flere, der arbejder hjemmefra, i takt med at trængslen stiger,” siger Jeppe Rich.