Den 5. februar holdt professor Helene Friis Ratner sin tiltrædelsesforelæsning på DTU Management, for et publikum fyldt med ansatte fra intsituttet og eksterne samarbejdspartnere. Forelæsningen foregik på engelsk.
Digitale teknologier forandrer vores samfund. Generativ AI, automatisering og nye former for prædiktion rejser nye presserende spørgsmål om organisering af både virksomheder og uddannelse. I takt med, at AI i stigende grad forandrer kommunikation, læreprocesser og måden, hvorpå beslutninger træffes, forandres også ekspertise og ansvarlighed.
I sin tiltrædelsesforelæsning, som kan ses i videoen ovenfor, gav Helene Friis Ratner indblik i, hvordan forskellige former for kunstig intelligens – fra kontroversielle prototyper til bredt accepterede teknologier – forandrer, hvad vi opfatter som etisk, legitimt og ønskværdigt. Afslutningsvis skitserede hun, hvordan universitetet som samfundsaktør kan fremme en ansvarlig og kontekst-sensitiv brug af digitale teknologier som for eksempel kunstig intelligens.
Helenes vision sætter demokratiske værdier og de mennesker, der lever med og påvirkes af AI i deres hverdag, i centrum for den teknologiske udvikling.