Studerende på design og innovations-uddannelsen giver Lyngby-Taarbæk Kommune idéer til radikale miljømæssige forbedringer.
Videnskabsbutikken DTU har indgået et samarbejde med Lyngby-Taarbæk Kommune og Danmarks Naturfredningsforening i Lyngby-Taarbæk om at nedbringe CO2 i kommunen. I dette fælles projekt skal de studerende finde konkrete løsningsmodeller, der kan mindske miljøpåvirkningen ved bl.a. at nedbringe CO2-udledningen fra aktiviteter i kommunen i løbet af et år.
Samarbejdet tager i øjeblikket udgangspunkt i et semesterprojekt på DTU’s design og innovations-uddannelse. De studerende har her fået til opgave at samarbejde med kommunens forvaltning på en række områder, og de kigger blandt andet nærmere på vedligeholdelse af veje, affaldssortering og vandforsyning.
Løsningsforslag til kommunen
De studerende skal efter en grundig analyse af arbejdsgange og teknologier komme med forslag til, hvordan man kan forbedre kommunens arbejde på disse områder, så den direkte eller indirekte miljøpåvirkning bliver væsentligt reduceret. Projektet skal munde ud i konkrete forbedringsmuligheder senere på semestret.
Målet er, at de studerendes ideer og løsningsmodeller kan blive til konkrete ændringer i det kommunale arbejde til gavn for miljøet. Staben i Videnskabsbutikken håber, at der senere kan startes flere projekter med kommunen og Naturfredningsforeningen, som har fokus på miljø, hvor studerende, undervisere og forskere fra DTU deltager.
Find mere info om Design & Innovations-uddannelsen her
Kilde: DTU-Avisen
23.10.07 af Laila Zwisler