Den nye bacheloruddannelse Strategisk Analyse og Systemdesign samler fag fra de tekniske videnskaber og sætter dem sammen med fag fra samfundsvidenskaberne. Den kombination sikrede fuldt optag på uddannelsen allerede fra første årgang.
Det er mildest talt usædvanligt at en uddannelse bliver nødt til at melde om alt optaget allerede på den første årgang, men det var realiteterne da kommende studerendei år for første gang nogensinde kunne søge optagelse på Strategisk Analyse og Systemdesign.
Langt flere ansøgere end man kan forvente
Ikke færre end 26 kommende civilingeniører har sat kryds ved Strategisk Analyse og Systemdesign AS og for en uddannelses første årgang er dette tal ganske højt:
”Der er intet usædvanligt i, at en lang videregående uddannelse på højeste niveau må nøjes med 3 – 4 studerende på den første årgang og skal bruge et par år på at finde sine ben. Derfor ser jeg også søgningen til SAS bacheloren, som et klart signal om, at DTU har ramt noget, som der både er interesse og behov for og formået at forklare dette til de studiesøgende”, siger Bente Wibom, chef for DTU's studiekontor.
Hun suppleres af studieleder Birgitte Rasmussen:
”Fagkombinationen giver på den ene side styr på innovative ingeniørdiscipliner som datamining, programmering og matematisk modellering, og på den anden side et overblik, der er efterspurgt, når de vigtige beslutninger skal træffes. Det var vi ikke i tvivl om ville appelere til kommende studerende og derfor er vi også glade for at de studerende har fået øje på uddannelsen allerede i dens første leveår.”
En fremtid med indflydelse
Bacheloruddannelsen i Strategisk Analyse og Systemdesign åbner i kombination med en kandidat-uddannelse gode muligheder for beskæftigelse i store planlægningsvirksomheder, i rådgivningsbranchen og i strategienheder i offentlige myndigheder.
Og som studerende der selv satser på en karriere i rådgivningsbranchen og som medlem af åbent hus teamet for Strategisk Analyse og Systemdesign, glædede Maite Monica Lovring, sig også over den store interesse for uddannelsen:
"Der bliver brug for ingeniører, som kan træffe beslutninger og følge dem helt til dørs, derfor er det også rigtig godt, at så mange har vist interesse SAS uddannelsen"