IPL masterprojekt konkluderer, at biobrændsel ikke nødvendigvis bliver en god forretning. Den nye benzin vil kun løbe rundt med støtte fra det offentlige. Og det uanset, om der er tale om første eller andengenerations-teknologi.
Mens de folkevalgte har travlt med at fastsætte grænser for andelen af biobrændsel i bilerne, viser flere og flere beregninger, at fordelene er mindre grønne end forventet. Grønne bilister, som ser frem til at hælde biobrændstof i tanken fra anden generations-teknologi, har umiddelbart ikke meget at glæde sig til. I hvert fald ikke, hvis de drømmer om at give miljøet en hånd og spare på denne klodes ressourcer.
For brugen af bioethanol kræver skattekroner. Ellers kan produktionen slet ikke konkurrere med benzin, når råvarer og de store investeringer til produktionen er medregnet.
Sådan lyder en af konklusionerne i en masteropgave fra DTU, skriver Information.
Masteropgaven lander, kort efter at EU's energiministre blev enige om, at en tiendedel af drivmidlerne til den europæiske bilpark skal være bio-brændstof i 2020.
Rapportens forfattere er civilingeniørerne Kathrine Anker Thyø og Karsten Hedegaard Jensen, som har lavet et miljøregnskab over et Dong-pilotprojekt med biobrændstof af andengeneration.
Ifølge forfatterne ser bundlinien for et grønt regnskab ikke fordelagtig ud - selv ikke hvis Dong kombinerer produktionen med et kraftvarmeværk.
»Studiet viser videre, at biomassen er meget begrænset: vi er meget langt fra at have nok til både el, varme og transport – uanset om vi ser på det i et dansk, europæisk eller globalt perspektiv. Desuden viser studiet, at bio-ethanol til transport under alle omstændigheder vil kræve subsidier/skattekroner, det er ikke muligt at konkurrere med benzin på frie markedsbetingelser – og skattekroner er også en begrænset ressource. Derfor skal biomassen bruges, dér hvor vi får mest miljø og ressourcebesparelse pr. ton biomasse og pr. krone, og det er til el og varmefremstilling,« lyder det i konklusionen.
Forfatterne fra DTU tilråder, at man anvender biomassens fulde effekt i kraftvarmeværker og flytter naturgassen fra kraftvarme til biler.
Kilde: Ingeniøren, 21/2 -2007
Læs mere her