40 år på DTU

Der afholdes tirsdag d. 10. oktober kl. 15.00 – 17.00 reception på Institut for Produktion og Ledelse, DTU, bygning 424, 2800 Kgs. Lyngby i anledning af, at Institutleder for IPL, Danmarks Tekniske Universitet, professor, civilingeniør, ph.d. Leo Alting kan fejre 40 års jubilæum ved DTU d. 1. oktober 2006. 

 

Leo Alting blev civilingeniør (M) fra DTU i 1965. Efter sin ph.d.-grad tilbragte han et år ved University of Denver, Denver Research Institute, Colorado, USA som postdoctoral research fellow, inden han vendte tilbage til DTU i 1971 for at deltage i opbygningen af undervisning og forskning ved den daværende Afdeling for Mekanisk Teknologi (AMT). I 1973 blev han leder af det nyoprettede Laboratorium for Almen Procesteknik og i 1976 udnævntes han til professor i mekanisk teknologi.

 

I alle årene har han været primus motor i opbygningen af et internationalt forskningsmiljø med specialer inden for fx laserteknologi, udvikling af miljøvenlige industriprodukter og renere teknologi samt mikro/nano produktion. Han har derved skabt et spændende forskningsmiljø, der er kendetegnet ved et tæt samarbejde med industrien og med mange internationalt kendte forskere.  

 

Siden 1983 har han været institutleder for Institut for Produktion og Ledelse (IPL), der under hans ledelse har udviklet sig til at være et af DTU’s største og velfungerende institutter.  

 

Leo Alting er medlem af en række danske og udenlandske organisationer og har bl.a. været præsident for CIRP (The International Academy for Production Engineering). Han er endvidere medlem af flere virksomheders bestyrelse og har i årenes løb modtaget en række priser og legater.

 

Der afholdes i anledning af jubilæet reception på Institut for Produktion og Ledelse, DTU, bygning 424, 2800 Kgs. Lyngby, tirsdag d. 10. oktober kl. 15.00 – 17.00.