UNEP DTU Partnership og en række internationale partnere lancerer et nyt globalt klimainitiativ, der skal hjælpe flere udviklingslande med at implementere klimaaftalen, der blev indgået i Paris 2015.
I december 2015 blev 195 lande enige om en ny klimaaftale i Paris. Men for mange udviklingslande er det en udfordring at måle, rapportere og dokumentere, hvordan klimaplanerene implementeres. Derfor lancerer UNEP DTU Partnership og en række internationale partnere et nyt globalt klimainitiativ, der skal bidrage til at opbygge viden og institutionel kapacitet til bl.a. at samle data og analysere og rapportere resultaterne.
Initiativet, der kaldes Initiative for Climate Action Transparancy (ICAT), vil både udvikle og teste de nødvendige analytiske værktøjer og samtidig samarbejde med 20 lande om opbygning af deres nationale kapacitet.
”Det er mit klare indtryk, at rigtigt mange lande er ivrige efter at komme i gang med at omsætte Paris-aftalen til konkrete klimatiltag. I den proces har de fleste udviklingslande dog en særlig udfordring med at kunne måle og dokumentere effekterne af deres nationale klimatiltag. De nationale klimaplaner udgør fundamentet for aftalen, og derfor glæder det mig, at det er lykkedes at etablere et stort globalt program, der kan støtte implementeringen af klimaplanerne. For det er helt grundlæggende for troværdigheden af hele Paris-aftalen.,” fortæller John Christensen, direktør for UNEP DTU Partnership.
"UNEP DTU Partnership hjalp mere end 30 udviklingslande med at færdiggøre deres nationale klimaplaner op til vedtagelsen af Paris-aftalen, og derfor er det naturligt, at vi også er med nu, hvor landene skal i gang med at realisere planerne."
John Christensen, direktør, UNEP DTU Partnership
”UNEP DTU Partnership hjalp mere end 30 udviklingslande med at færdiggøre deres nationale klimaplaner op til vedtagelsen af Paris-aftalen, og derfor er det naturligt, at vi også er med nu, hvor landene skal i gang med at realisere planerne,” siger han.
UNEP DTU Partnership leder initiativet sammen to internationale partnere. Via samarbejde med nationale regeringer i Afrika, Asien og Latinamerika ønsker initiativet at fremme gennemsigtighed, effektivitet, tillid og samtidigt være med til at skabe et fundament for højere ambitioner i den globale klimapolitik.
Initiativet vil bidrage til, at politikere bedre kan vurdere konsekvenserne af deres planer, og på denne måde bidrage til at gøre det muligt for landene at gå videre med omkostningseffektive politikker, der reducerer udledningen af drivhusgasser og fremmer en bæredygtig udvikling.
I første fase er initiativet finansieret af den tyske regering og en privat fond i England. UNEP DTU fået 45 mio. kr. til at stå for samarbejdet med de deltagende lande og leder metodearbejdet omkring bæredygtighedsindikatorer, transport og energi. Aftaler med den italienske regering og en privat amerikansk fond om yderligere bidrag til ICAT er tæt på underskrift, så det forventes, at den samlede finansiering vil nå 100 mio. kr. i de næste måneder.
ICAT lanceres den 14. april i samarbejde mellem UNEP DTU Partnership, Verified Carbon Standard, World Resources Institute, den tyske og italienske regering, Children’s Investment Fund Foundation og ClimateWorks Foundation.
Læs mere om det nye klimainitiativ her: www.climateactiontransparency.org
Læs mere på UNEP DTU Partnership's hjemmeside og find kontaktpersoner m.m.
- UNEP DTU Partnership (UDP) er et UNEP ekspertisecenter for energi, klima og bæredygtig udvikling.
- UDP er en international videns- og rådgivningsinstitution med mere end 60 medarbejdere og aktiviteter i over 50 udviklingslande. Det overordnede mål for UDP er at fremme indarbejdelse af miljø- og udviklingsaspekter i energi-, klima- og transportpolitik og -planlægning i udviklingslande.
- UDP yder primært støtte til FNs Miljøprogram (UNEP) vedrørende klima, energi og andre aktiviteter.
- UDP blev etableret i 1990 som et samarbejde mellem FN's Miljøprogram, Udenrigsministeriet og det daværende Forskningscenter Risø. I dag er UDP forankret på DTU, som en del af DTU Management Engineering.
Læs mere om UDP: www.unepdtu.org / Twitter: @unepdtu