Projekt om bæredygtig restaurering af bygninger

DTU Management har i samarbejde med KTH og Luleå Tekniske Universitet i Sverige samt Frederick Research Center på Cypern modtaget en bevilling på knapt en million kr. fra Erhvervs- og Byggestyrelsen. Bevillingen er givet til projektet ACES (A concept for promotion of sustainable retrofitting and renovation in early stages), der omhandler bæredygtig restaurering af bygninger og fokuserer på, hvordan man kan indsamle information om de tidlige faser af et byggeprojekt herunder i særdeleshed, hvilke teknologier der skal bruges i disse faser, og hvorledes man kan bruge denne information på bedst mulig vis.

Målet for projektet er blandt andet at vise, hvorledes økonomiske årsager kan virke som incitament for bæredygtig restaurering af bygninger. Projektet vil i sidste ende resultere i information om bæredygtig restaurering, som skal stilles til rådighed for bygningsejere i håb om at motivere dem til at investere i bæredygtig teknologi.

Projektet løber i perioden fra 1. januar 2010 til 1. juli 2012.

Hvis du vil høre mere om projektet kan du kontakte Per Anker Jensen på pank@man.dtu.dk eller via 45 25 16 74.