Professor David Pisinger fra DTU Management Engineering modtog den 25. november 2013 Hedorfs Fonds Pris for Transportforskning på kr. 75.000.
Professor David Pisinger fra DTU Management Engineering modtog den 25. november 2013 Hedorfs Fonds Pris for Transportforskning på kr. 75.000. Prisen blev overrakt af direktør Michael Svane ved et arrangement, der i samarbejde med TØF (Transportøkonomisk Forening) blev afholdt i det nye Industriens Hus på Rådhuspladsen.
Hedorfs Fonds Pris for Transportforskning uddeles hvert andet år som belønning til en mand eller kvinde, som har indlagt sig særlig fortjeneste ved en betydelig indsats for udviklingen af forskning og brobygning inden for transportområdet i Danmark, især for så vidt angår:
- opnåelse af ny erkendelse inden for transportforskning
- faglig, herunder pædagogisk udvikling, til gavn for de transportrelaterede studier
- brobygning mellem transportforskningens mange discipliner
David Pisinger forsker i flere områder inden for transportsektoren, bl.a. distributionsplanlægning, maritim optimering og lufthavnsoptimering. Hans forskning er med til at løse en række problemstillinger inden for transportsektoren, hvor han i løbet af sin karriere har bidraget til løsningen af komplekse transportproblemer inden for disse områder. Han har bl.a. udviklet en ny branch-and-cut algoritme, som har løst en lang række optimeringsproblemer, som tidligere ikke har kunnet løses.
Institutdirektør ved DTU Management Engineering Søren Salomo udtaler: "David er en international meget anerkendt forsker med en ekstraordinær forskningsproduktivitet af høj klasse. Hans publikationer er blevet citeret mere end 6.000 gange – en indikation på Davids store fodaftryk i operationsanalyse generelt og ikke mindst i transportforskning specielt. Hans mange projekter med førende virksomheder fra både shipping industrien og jernbanedrift bevidner desuden stor relevans af Davids forskningsområder for efficiens af bæredygtighed i transportsektoren.”
At David Pisinger ligeledes har et stort talent for formidling af sin forskning kommer til udtryk i flere af hans studerende, som modtager priser for deres projekter inden for transport samt, at han i løbet af sine fire år på DTU er blevet nomineret til ”Årets underviser” tre gange.
Søren Salomo uddyber: ”David kobler sine yderst stærke forskningskompetencer med en særlig god evne til at formidle sit fagområde både til de studerende og til industrien. David er faktisk et paradeeksempel på at topforskning og topundervisning går hånd i hånd.”
Indstillingskomitéen til Hedorfs Transportpris 2013 består af Michael Svane, formand for Transportøkonomisk Forening, Ole Wiberg, formand for Hedorfs Fond samt to tidligere prismodtagere professor Otto Anker Nielsen, DTU og professor Britta Gammelgaard, CBS.